Hvordan skal man opfatte autisme?

Det er ikke altid let at have autisme, men det kommer også an på, i hvilket omfang og hvilken grad man ligger inde med at have autisme.

Man kan have det i sådan en mild grad, at det blot bliver en del af ens karaktertræk, som man kan tilskrive til autisme-delen i en, men for nogle mennesker kan autismen fylde så meget for en, at det kan blive en hindring for en at udfolde sig, og man må give afkald på flere ting i livet.

Og så kan man have noget afkom, hvor man ender med at skulle have brug for hjælp til børn med autisme, om man så har et enkelt eller flere, så længe man får hjælp af andre, der har erfaring på den front og kan hjælpe med den slags – måske så børnene kan være sammen med andre, der har autisme.

Men omvendt oplever man også, at det er folk med autisme, der ender med at skabe nogle ting i verden, som vi andre “almindelige” mennesker ikke evner at gøre, fordi man med autisme nogle gange kan dykke ned i et emne og fordybe sig i det virkelig nært, hvilket kræver stor koncentration og evne til at kigge ud af boksen.

Derfor kan man også diskutere, og man skal forsøge at screene efter fostre med autisme, for det er da klart, at man måske kan blive en udgift for samfundet, men omvendt er det jo ikke lig med et dårligt livsgrundlag.

Måske kan man som sagt ikke forfølge de gængse drømme og leve op til de forventninger, som samfundet stiller til en, men det er jo fordi, at samfundet er indrettet efter flertallet og ikke omvendt.

Hvis man kan lære sig at begå sig i samfundet på en måde, så man selv føler, man passer ind, så kan man sagtens leve et helt liv med autisme og være glad.